Ved at bruge denne side acceptere du brugen af cookies.

Læs mere

Del via:

En analyse af As breve

Følgende er en analyse jeg foretog af As breve på min skole, måske kan den være til hjælp for andre.

Redigeret: 2017-09-02 14:08

Den realistiske novelle ”A’s breve”, er skrevet af Adda Djørup, og handler om en familie, og dennes forhold til deres demente mor, og deres reaktion på en række af breve, som de finder i en skuffe hos deres mor, da de rydder op i hendes ejendele.

Komposition

Novellen tager udgangspunkt midt i en fiktiv families historieforløb, og vi kan derved sige at den som sædvanligvis starter ”in medias res”, med flere ”fiktionskoder” spredt rundt i teksten. Fiktionskoderne optræder primært i fortæller vinklen, og i ”rytmen” på teksten men også i sproget. Sproget er meget overdrevet ”højt” flere steder. Eks.:

”Og så fremdeles. Ingen af de fire kunne fremsætte ét eneste kvalificeret gæt om A’s identitet…”

Ord som bliver brugt af fortælleren, så som, ”fremdeles”, ”fremsætte” og ”kvalificeret” får historien til at fremstå mere utroværdig, særligt i det, at karakterenes noget ustabile personligheder, sandsynligvis ikke ville bruge dette, meget, ”argumenterende” sprog.

Historien har et lineært handlingsforløb, med overlappende hovedpersoner. I starten af historien er der størst fokus på Julie, senere hendes søster Anette. Det vil jeg begrunde ud fra navngivnings forhold i teksten – vi får aldrig at vide hvad moderen hedder, eller senere, den mystiske ”A” i moderens breve – men vi får derimod mange detaljer om enkelte familiemedlemmer, og deres ageren i forskellige situationer. Derfor, skiftende, eller overlappende hovedpersoner undervejs i teksten.

Teksten rejser mange flere spørgsmål end den giver svar, det skyldes til dels fortællervinklen, men også det begrænsede handlingsforløb. Afslutningen er dog tydelig, Anette opdager at ”A” i virkeligheden er en person som hendes mor har opdigtet, og hun vælger, helt til historiens slutning, at holde det for sig selv, og lader derved de andre blive i troen på, at ”A” er en autentisk person.

Fortællervinkel og dennes virkning

Fortælleren optræder flere steder som en alvidende fortæller, men kunne også være en fortolkende tredjepersonsfortæller, som ikke giver sig selv til kende. Den alvidende fortæller viser sig ved at udtale sig om karakterenes indre tilstande, så som følelser og tanker. Dog sker det på en indirekte facon, men stadig på en måde der afsløre en alvidende fortæller. Eks.:

”Hun kunne ikke standse de tanker, der fløj gennem hendes hjerne: hvor meget nemmere det ville have været, hvis Henning havde været en søster frem foren bror, eller hvis…”

Her kunne det også virke som om, at fortælleren i virkeligheden er Julie, som enten selv fortæller ud fra hendes egen forståelse, eller er blevet interviewet af en fortæller. Eks.Ordlyden: ”Hun kunne ikke standse de tanker, der fløj gennem hendes hjerne”, kunne godt være tyde på et interview, men kunne også være hendes egen omformulering.

Derfor kan man også argumentere for at fortælleren er en tredjepersonsfortæller, som optræder som ”fluen på vægen”, og udtaler sig ud fra egne personlige betragtninger og holdninger om de medvirkende karakterer. Men denne forekommer usandsynlig, og derfor vælger jeg at fortsætte analysen med en alvidendefortæller vinkel i betragtning.

Synsvinklen

Synsvinklen må siges at være kombineret, det vil jeg begrunde ud fra forklaringen om fortællervinklen. Dvs. Fortællervinklen fremgår ikke tydeligt nok, og derfor vil jeg argumentere for, at synsvinklen bliver kombineret overpersonal og begrænset synsvinkel.

Der er steder i handlingsforløbet, hvor vi får ting at vide om karakterenes tanker, som alle i historien umuligt kan være vidende omkring; og omvendt er der også tidspunkter, hvor vi ved mindre end de involverede, som også bekræftes igennem ”in medias res”.

Miljø

Miljøet er kun svagt beskrevet, men afbilledet realistisk. Vi får visse detaljer om den bolig moderen bor i; eksempelvis de løse gulvtæpper, der bliver sat fast af Henning, og vindurene der får sat lås på.

Det kan formodes at handlingen udfolder sig omkring en by der hedder ”Brede” siden at ”Brede sø” bliver nævnt. Eks.:

Søren og Julie var Mors, men Anette og til dels Henning, den yngste og den ældste, var fars – og det var også det Søren nu sagde til Henning, mens de gik rundt om Brede Sø...

Så der må altså være tale om en by et sted i Danmark.

Personkarakteristik

Julie, datter af den unavngiven Mor i teksten. Hun bor ikke langt fra moderen, og besøger hende derfor dagligt, samtidig med at hun tager sig af mange praktiske gøremål.

Søren, blev født i 1946; det kan vi se ud fra teksten, da det første brev er dateret til 1945, og vi får at vide at det er ét år før Søren blev født.

Henning, arbejder tilsyneladende som håndværker, ifl. Fortælleren. Eks.:

”Henning løste med sin håndværkersnilde hvad Søren kaldte ’sikkerhedsproblemerne’. Han satte børneløs på vinduerne og en ny lås i døren så Mor ikke uden videre kunne forlade hjemmet.”

Anette, må være født i 1944, da teksten påstår at hun er 4 år yngre end Søren. Anette er datter til Moderen, og tager sig af sin Mors lejlighedsvise læge- og tandlæge besøg. Kusinen Lilly, af begrænset omtale.

Hanne og Jens Jørgen, af begrænset omtale.

Og Fru Kühnell, beskrevet som den sidste åndsfriske af moderens gamle veninder, men som også kun nævnes kort.

Sproget

Fortælleren bruger et sprog der til tider kan fjerne fokus fra historien, fordi sproget virker for ”tykt belagt” i forhold til karakterene i historien. Der bliver brugt et fint sprog, til at udlægge nogle personlighedstræk, som jeg normalt ikke vil forbinde med det ordvalg.

Udover min pointe i personkarakteristikken, så er der også et sted i teksten, hvor handlingen bliver smurt langsomt ud, sandsynligvis i forsøget på at skabe stemningsindtryk. Det vil jeg kande endnu en fiktionskode. Eks.:

”Henning følte sig ikke spor loren over helt bevidst at genfortælle den historie der nok stadig var Sørens ynglingshistorie, for han vidste jo at det var sandt; han havde selv stået på toppen af trappen og var blevet bange for Mors rasende tårer og Fars blåfrosne læber...”

Tema for historien

Overordnet set kan temaet være familieproblemer, det kan begrundes ud fra de enkelte karakterers mangel på mod til at se problemer i øjnene, og tilbøjelighed til at lade andre familiemedlemmer tage sig af problemerne.

Perspektiviering

Novellen ”En stol for lidt” omhandler også familiesvagheder, og det dysfunktionelle element som er til stede i ”A’s breve”, deler måske nogle fælles psykologiske træk med karakterene fra den novelle.