Personkarakterstik

Eva er uddannet pædagog, og optrædende som jeg fortæller i teksten, hun er den ene af to søstre, hvoraf den anden ikke bliver omtalt af navn. Vi får ikke så meget at vide om Evas søster, men i slutningen af teksten står der, at Eva ikke ser så meget til hendes søster.

Min søster ser jeg ikke så meget til. – (Linje: 92)

Spørgsmålet er, om der menes hun har mistet forbindelsen helt, eller om de stadig ses nogle gange – eksempelvis ved højtider. Osv. Ud fra en sproglig sandsynlighedsberegning, vil det være plausibelt at de faktisk aldrig ses.

Moderen til Eva og hendes søster, bliver ikke navngivet i teksten. Det oplyses at hun i 1967 flytter fra byen, fordi hun vil til København, for at studere arkæologi – om det lykkedes bliver ikke oplyst – men hentydes ved, at det oplyses, at hendes universitetsophold, bliver betalt af hendes far.

Min mor flyttede fra byen i 1967, hun ville til København og studere arkæologi, og min morfar var stolt af, at han havde råd til at sende sin ældste datter på universitetet. – (Linje: 12)

Moderen er åbenbart den ældste datter til hendes far, som hentydes i citatet ovenfor.

Det kunne tyde på, at det at være den ældste, åbenbart gav en særlige privilegier – noget som kan spores tusindvis af år tilbage i tiden. Og som har været en måde, at håndtere dårlige vilkår på, og forbedre vilkårene for den ældste – som trods alt har alderen imod sig.

Det er muligvis en indstilling, som er blevet givet videre fra moderens egne forældre. Og det kan forklare os hvorfor hun mener, at Evas søster er den vigtigste.

Mine forældre bosatte sig i Valby og fik to børn, min søster og mig. Min søster er den ældste, og jeg er lillesøsteren. Jeg er lillesøsteren. Det betyder sikkert noget forskelligt i forskellige familier, men min mor sagde altid. ”Det er jo din søster, der er den vigtigste.” Og sådan var det. Jeg tænkte aldrig over det. – (Linje: 20)

Hvor morfaren sandsynligvis har handlet efter omstændighederne, virker moderen til at have udviklet et slags ”favoritiserende” forhold til sit ældste barn, hvilket hun tydeligt udtrykker i sit afskedsbrev.

Da testamentet var blevet læst op, fik jeg et personligt brev fra advokaten. Det var håndskrevet, og det var fra min mor. I brevet forklarede hun, at hun havde testamenteret det meste af sin formue til min søster af to grunde: For det første havde min søster mere brug for pengene. For det andet, det skrev min mor ligeud: ”har jeg altid elsket hende mere.” – (Linje 84)

Tine og Anette nævnes med navn, men optræder kun som bi-personer i novellen. Vi møder dem ganske kort, under, hvad der synes at være, faderens utroskab.

Tine og Anette sad der sammen med os. Vi var forargede på den måde, som kun børn kan være det. Tine og Anette havde ondt af os. Der var ligefrem en af drengene, der tilbød at tæve min far. – (Linje: 37)

Faderen optræder hovedsaligt i begyndelsen, og træder ud af billedet, efter hvad der ligner, et længere utugtigt forhold til en anden kvinde. Det vil også forklare faderens reaktion, da Eva på et tidspunkt konfrontere ham:

En dag gik jeg over på den anden side af gaden og hen til hans cykel. Jeg trak ham i ærmet og sagde: ”Hej.” Min far kiggede på mig, som om han ikke kendte mig. Senere flyttede han fra lejligheden, og vi blev voksne. – (Linje: 44)

Moralen i novellen

Det fremgår tydeligt af min personkarakterstik, at novellen hovedsaligt må beskæftige sig med social arv. Den sender et budskab om, at det er vanskeligt at bryde med ens sociale arv – hvilket selvfølgelig er farvet af forfatterens egen opfattelse, som hun giver tydeligt udtryk for i interviewet ”Hvordan lever vi med de famillier, vi har?”

Eksterne henvisninger

1. http://youtu.be/ZGHJGFtBtBg – Hvordan lever vi med de famillier, vi har?
2. http://intranet.sctknud-gym.dk/IDrev/SW/HFit/files/48283_tekst_2.pdf – Hun snød mig til sidst

Fortæl os hvad du tænker: