Registreringsperiode for domænenavne betyder intet for SEO

Registreringsperioden har officielt ingen indflydelse på SEO, men selv hvis den har, så er det måske ikke det første du bør koncentrere dig om. Der er andre ting som er vigtigere.

391 visninger
d

Af. Jacob

Edited: 2021-04-06 12:56

Der går et rygte i blandt Danske SEO folk om, at registreringsperioden for et domænenavn skulle have indflydelse på rangering i søgemaskinen; jeg har dog ikke fundet noget som tyder på, at det skulle være noget, som indgår i som rangeringsfaktor for algoritmerne. Google har desuden selv afvist, at det skulle have en indflydelse for flere år siden. Det er dog kun én ud af mange andre udokumenterede påstande, der florerer i SEO grupper.

Der er to sider af registreringsperioden:

  1. Hvor længe et domænenavn har været registreret.
  2. Hvor lang en periode, en ejer har betalt for hos en udbyder af domænenavne.

Begge dele skulle altså ikke have en betydning for placeringerne i søgemaskinerne.

John Mueller, som arbejder for Google, har oplyst i et tweet at registreringslængden ikke har indflydelse, og at oplysningerne faktisk ikke altid er offentlig tilgængeligt.

Noget jeg selv synes er vigtigt, det er det etiske aspekt i SEO, som jeg ofte synes bliver overset; kort eksempel: hvis du benytter dig af linkbuilding på en unaturlig måde, så er der en stor risiko for, at du benytter dig af en taktik som egentlig er uetisk. Hvornår kan man selv afgøre, om en given linkbuilding aktivitet er legitim og etisk forsvarlig?

Registreringsperiode og antal domænenavne

Hvis registreringsperiode har en slags uofficiel indflydelse, så vil det sandsynligvis have en minimal indflydelse sammenlignet med øvrige, dokumenterede, og vigtigere parameter. Jeg kan forstille mig, at det i så fald vil være mest relevant for såkaldte blackhat folk, da de sommetider opkøber flere domænenavne, som de eksempelvis kan misbruge til at danne "blog netværks" til deres linkbuilding aktiviteter. Jo flere domæner man køber på en gang, jo flere penge skal man af med; der kan det give mening, at registrere domænerne i en kortere periode ad gangen.

Dog er det vigtigt at understrege, at jeg ikke har fundet noget som tyder på, at registreringsperioden skulle være en af de ranking faktorer som indgår i Googles algoritmer.

Min egen tilgang til SEO er mere direkte og langsigtet; jeg foretrækker at fokusere på on-page tiltag, og så ellers lade links forblive op til brugerne. Her på Beamtic har jeg nu indsat en lille boks i siden af mine artikler, som opfordre mine besøgende til at linke til artiklen — ofte kan en lille opfordring faktisk være nok til, at man får lidt velfortjente links fra folk, som rent faktisk synes godt om ens hjemmeside.

Selv ejer jeg også kun enkelte domænenavne, så registreringsomkostningerne altid er til at overskue.

Manipulation af søgeresultater

I grunden ville jeg gerne se, at der kom lidt mere kritisk fokus på manipulation af søgemaskinerne i branchen, da det lader til stadigvæk at være et forholdsvist stort problem. I princippet betyder det nemlig, at nogle firmaer kan købe sig til bedre placeringer igennem SEO- og webbureauer — og det er jo ikke hensigten med de organiske søgeresultater.

Det kan have den negative konsekvens, at resultaterne i søgemaskinerne bliver af lavere kvalitet, end hvis de havde fået lov til at indtage placeringer på en mere naturlig måde.

Google har selv fået en del kritik igennem tiden for at sælge højere placeringer via deres AdWords netværk. Eksempelvis skrev Politiken i 2015 følgende kritik af Google:

Google viser dig ikke de bedste søgeresultater

Kritik: Google er gået fra rene søgninger til at favorisere egen indtjening.

Dog er artiklen skjult bagved en betalingsmur, så Politikens kritik falder måske lidt til jorden — de foretrækker måske at Google også skal gemme deres søgemaskine bagved en betalingsmur?

I samme artikel citeres Henrik Bundtofte:

Vi får ikke de bedste resultater, når vi for eksempel søger på en flyrejse, på et produkt eller på en hotelovernatning. I stedet fremhæves resultater, som firmaerne bag betaler Google for at placere...

Henrik henviser til de reklamer, som er placeret øverst i resultaterne; et eksempel ses på billedet nedenfor:

Reklamerne er dårligt adskilt fra resultaterne, og kun markeret med en lille "Annonce" eller "Ad" tekst i fed skrifttype. De reklamer så jeg egentlig også helst, var adskilt bedre fra selve resultaterne.

Retningslinjer for AdSense til hjemmesideejere

Google har selv udarbejdet retningslinjer til hjemmesideejere, som bruger deres AdSense annonceringsnetværk. De retningslinjer forbyder os at placere, eller designe indhold på måder, som kan få annoncerne til at ligne en del af indholdet, og dermed føre til fejl-klik fra brugernes side — man kan undre sig over, at Google ikke overholder deres egne retningslinjer, fordi sandsynligvis er der mange uerfarne internetbrugere, som klikker på annoncerne i resultaterne ved en fejl.

De fleste computernørder ignorere nok reklamerne i resultaterne — jeg klikker stort set aldrig selv på dem.

Her er den specifikke retningslinje angående AdSense reklamer:

Udgivere må ikke implementere Adsenseannoncer på en måde, der camouflerer annoncerne. Dette omfatter formatering af indholdet i umiddelbar nærhed af annoncerne, så det ligner annoncerne...

Kilde: Formatering af indhold, så det ligner annoncer

Hvis Google selv får kritik for at "manipulere" resultaterne, så er det nærliggende også at kritisere seobureauer og webbureauer, for at manipulere resultaterne via blackhat teknikker og linkbuilding, PBN netværks. Og så videre.

En helhedstilgang til SEO

SEO er et relativt snævert område af at udvikle og administrere en hjemmeside, så selvom der er blackhatters som misbruger systemet, så tror jeg ikke nødvendigvis, at det har den store effekt på den lidt længere bane. Her handler det om hårdt arbejde. Det handler om brugervenlighed, design, struktur, indhold og on-page-links. Osv.

Hvis et produkt ikke er super godt, så vil SEO heller ikke hjælpe.

Med det sagt, så er der desværre stadigvæk rigtig mange, som udgiver sig for at være "eksperter" inden for SEO — måske netop fordi det er forholdsvist nemt, at at tilegne sig teoretisk viden inden for området — men når vi så undersøger deres baggrund nærmere, så har de ofte ikke engang relevant uddannelse bag sig. I udlandet er det måske endda endnu værre end i Danmark.

Selvom der er nu er meget længere imellem, så får jeg stadigvæk e-mails fra indiske "SEO eksperter", som tilbyder at hjælpe mig med forbedring af Beamtics placeringer i søgemaskinerne (den Engelske beamtic.com). Derudover får jeg også underlige henvendelser fra folk, som ønsker at samarbejde, uden at sige hvad de vil samarbejde omkring.

Jeg har endnu ikke haft én eneste Dansk "SEO ekspert" som har skrevet til mig. Det må trods alt være et godt tegn. Det høre jo også under spam og uopfordrede henvendelser.

Personligt foretrækker jeg, at folk der arbejder med SEO, også kan programmere og arbejde med servere. Det giver ikke mening for mig, at ansætte seobureauer, som ikke selv kan foretage implementeringen af deres egne ændringsforslag. Jeg kan selv lave alt arbejdet, så hvis jeg skulle ansætte nogen, så skulle det være for at spare tiden.

Med en helhedstilgang til SEO, der behøver man, teoretisk set, ikke at tænke i SEO overhovedet. Fokuser på indholdet, brugeren, og produktet. Det kan godt være, at det tager længere tid, men jeg vil påstå, at det er det hele værd. I den forbindelse kan man jo lige så godt vælge, at købe et domæne med den længste registreringsperiode — det er jo ikke ligefrem fordi det er uoverkommelig dyrt.

Links

  1. Google viser dig ikke de bedste søgeresultater - politiken.dk
  2. Formatering af indhold, så det ligner annoncer - google.com

Fortæl os hvad du tænker:

  1. Alt attributter bliver brugt til at angive alternativ tekst på billeder og beskrive billeder til søgemaskinerne og brugere af skærmlæsere.
  2. Når man skifter domænenavn skal man overveje en række tekniske og sikkerhedsmæssige ting. I denne artikel vil jeg forsøge at gennemgå de fleste.
  3. SEO arbejde er den seneste tid blevet en hel kategori for sig, men er det nu også nødvendigt med al den optimering?
  4. Links er en af de ting, som bliver diskuteret meget i SEO verdenen. Nogle bruger dem slet ikke, imens andre ligefrem vælger at købe links.

Flere i: SEO