Hvor Stor Betydning Har De Såkaldte Alt Tags Egentlig For SEO?

Alt attributter bliver brugt til at angive alternativ tekst på billeder og beskrive billeder til søgemaskinerne og brugere af skærmlæsere.

2061 visninger

Edited: 2021-04-06 11:17

Når det kommer til alt attributten på billeder, eller som det ofte bliver ukorrekt omtalt, det såkaldte alt tag, hersker der en del forvirring omkring, hvilken indflydelse det kan have på SEO. Normalt vil alt attributten ikke have den store betydning, men der kan være undtagelser.

Der har dog længe været en tendens til, at over-fokusere på enkelte små kode-relaterede tiltag, som ofte alene bliver fremhævet for, at kunne forbedre en sides placering markant i søgemaskinerne. Det har tidligere været i form af såkaldt keyword-stuffing teknikker; eksempelvis via det nu forældede keywords meta tag. Eller ved at benytte bestemte ord og sætninger i overskrifterne på en side, og nu også alt attributten på billeder.

Det er mest i billede-søgninger, at alt virkeligt bliver brugt. Men på sider der ikke har så meget indhold, kan man muligvis også hente lidt, ved at optimerer alt teksterne. Det bør dog ikke være det første fokus. Selve indholdet er det vigtigste på siden. Hvis man har billeder på en side, så skulle de alternative-tekster (alt) helst indeholde relevante keywords, og samtidig give mening for de besøgende.

Alt tags indvirkning på SEO

I HTML bliver alt attributter først og fremmest brugt til, at angive en alternativ tekst på billeder. Den alternative tekst præsenteres kun for brugere der benytter skærmoplæsere. Den kan dog også blive vist visuelt i en browser, hvis et billede af en grund ikke kan indlæses. Det kan eksempelvis forekomme hvis adressen til billedet er forkert, eller hvis billedet er blevet slettet.

Søgemaskinerne benytter sig af den alternative tekst, for bedre at forstå hvad et billede handler om, og dermed hvilke søgeord der kan lede en bruger frem til billedet. Det er vigtigt, at man ikke bare fylder alt attributterne med en masse søgeord. Det vil i værste fald ende med at skade en sides placering frem for at gavne den.

Det er vigtigt at fremhæve, at alt attributternes indvirkning på SEO, overordnet set, er minimal. Det er i øvrigt kun ét ud af mange signaler, som søgemaskinerne kan bruge til at kategorisere en side. Hvis man har angivet en alternativ tekst til billeder, og resten af ens side ellers lider under tyndt-indhold, så vil det altså ikke gøre den store forskel.

Hvis en side i forvejen har en god potion tekst, så vil siden allerede have tilstrækkeligt indhold til, at søgemaskinerne kan kategorisere den, og så vil teksten i alt attributterne ikke have den store indflydelse.

Et par eksempel på god udnyttelse af alt attributten kunne være:

<img src="" alt="En bus som er kørt galt.">
<img src="" alt="Brugt iPad air 2.">

En dårligere udnyttelse vil være som vist nedenfor:

<img src="" alt="Et billede af en bus, som er kørt galt.">
<img src="" alt="Jeg tog et billede af en kat, som løb over vejen. Den nåede lige over på den anden side, inden bilen passerede.">
<img src="" alt="Kat, bil, vej, kattebakke, katte, lastbil, sort kat">

Man behøver heller ikke skrive "billede" i beskrivelserne, da skærmoplæserne i forvejen annoncere det til brugerne. Det bliver indikeret af img elementet, at der er tale om et billede.

Filnavne på billeder

Som nævnt tidligere, så er alt teksten kun ét ud af mange forskellige parametre, som søgemaskinerne kikker på. Et andet parameter er selve filnavnet. Da søgemaskiner har svært ved, at forstå billeder, bliver de nødt til at se på forskellige signaler, som kan hjælpe dem til at bestemme hvad et billede handler om.

Filnavne kan være med til, at angive en god beskrivelse af subjekterne på et billede. Det er derfor vigtigt at man navngiver billeder meningsfuldt, inden at man uploader dem til en hjemmeside. Når man navngiver et billede til web brug, så benytter man normalt bindestreg (-) i stedet for mellemrum. Det skyldes at mellemrum kan give problemer. Nedenfor er nogle eksempler på gode filnavne:

  • kat-over-vej.jpg
  • palads-biograf-koebenhavn.jpg
  • kim-jensen.jpg

Bemærk at man typisk vil erstatte Æ, Ø og Å med henholdsvis ae, oe og aa. Det er fordi de disse bogstaver kan give problemer når man uploader filerne til en hjemmeside, og senere forsøger at linke til dem. Forsøg også at undgå specieltegn.

Tjek din konkurrence

En af de mest afgørende ting for en sides placering i søgemaskinerne, er den eksisterende konkurrence inden for et givent emne. Hvis konkurrencen er stor, så kan det være svært at opnå gode placeringer. Selv når man har implementeret alle de tekniske on-page ting i søgemaskineoptimeringen, kan det stadig være svært at overgå konkurrerende sider. Det er derfor vigtigt, at man forsøger at skabe noget helt unikt fra starten.

Hvis man eksempelvis starter en webshop, så kan det være en hjælp, at sælge nogle unikke produkter igennem sitet. Det forudsætter selvfølgelig, at folk har kendskab til eksistensen af disse produkter, og også søger efter dem i søgemaskinerne. Er ens produkter mindre unikke, og sælges de også mange andre steder, kan man forsøge at lave mere indhold til de enkelte sider.

Webshops lider ofte under, at de ikke har tilstrækkelig tekst-indhold på deres produkt sider. Det er med til at gøre det vanskeligt at opnå gode placeringer i søgemaskinerne. Her kan alt teksten på billeder være en lille hjælp, men den bør selvfølgelig ikke erstatte almindelige tekstafsnit – man bør stadig sikre sig en fyldestgørende beskrivelse. Hvis konkurrencen er stor, så kan man eksperimentere med mere indhold. Eksempelvis vil det ikke være unormalt, at prøve med 1000+ ord på en enkelt side, men mindre burde også kunne gøre det.

Fortæl os hvad du tænker:

  1. Registreringsperioden har officielt ingen indflydelse på SEO, men selv hvis den har, så er det måske ikke det første du bør koncentrere dig om. Der er andre ting som er vigtigere.
  2. Når man skifter domænenavn skal man overveje en række tekniske og sikkerhedsmæssige ting. I denne artikel vil jeg forsøge at gennemgå de fleste.
  3. SEO arbejde er den seneste tid blevet en hel kategori for sig, men er det nu også nødvendigt med al den optimering?
  4. Links er en af de ting, som bliver diskuteret meget i SEO verdenen. Nogle bruger dem slet ikke, imens andre ligefrem vælger at købe links.

Flere i: SEO