Er Windows bedre end Linux?
Som studerende kan man spare mange penge, og Linuxbrugere kan i dag, stort set, de samme ting som Windows brugere; der er ulemper og fordele ved begge systemer.
Af. Jacob
Edited: 2021-04-09 10:27
Du har måske, ligesom som mig, været Linux bruger i mange år, og de sidste år er du måske også begyndt at tænke over hvad som egentlig er bedst; Windows eller Linux?
Efter min mening er det klart Linux; hvis du læser resten af artiklen, vil du få mit bud på hvorfor Linux er bedst.
Hvis vi alene ser på brugervenligheden, så burde der ikke være tvivl om, at Windows er den klare vinder af de to. Det skyldes dog hovedsaligt proprietær software, som ikke er kompatibelt med Linux. Her vil Microsoft Office og Adobe pakken nok være de store deal-breakers for mange brugere — men der er faktisk også alternativer, som langt hen ad vejen kan erstatte de populære proprietære programmer.
Hvis vi behandler spørgsmålet ud fra et økonomisk prisperspektiv, så er Linux den klare vinder; det er bare super svært at konkurrere med noget som er gratis. Teoretisk set burde gratisprogrammerne også indhente de mest populære proprietære programmer med tiden. Teknisk set er det allerede sket på mange punkter; men vi ser desværre stadig ikke rigtigt, at folk tager programmerne til sig — med de fordele, fejl og mangler som der nu engang er.
Jeg bruger selv næsten udelukkende gratisprogrammer. Kan anbefale følgende:
Skrivebordsprogrammer:
- KDE som skrivebordsmiljø.
- Dolphin eller Nemo til fil-håndtering.
- Gimp til at redigere billeder.
- Kdenlive til videoredigering.
- Blender til 3D animation.
- OBS (Open Broadcaster Software) til at optage skærmen.
- VLC Player til afspilning af video og musik.
- HandBrake til konvertering af video og lyd.
- Audacity til lydoptagelse.
- Google Chrome som web browser.
- Thunderbird til e-mail.
- LibreOffice som Office pakke; den understøtter også mange Microsoft formater.
- KeepassXC som password manager.
- Visual Studio Code eller Eclipse til kodning.
- FileZilla til SFTP og traditionel FTP.
Serversoftware:
- Apache som web server.
- MySQL som database server..
- NextCloud som cloud løsning (men andre fungere også, hvis du ikke orker opsætte din egen server).
- Wordpress som CMS løsning til hjemmesider.
- Postfix og Dovecot som henholdvis SMTP og IMAP server.
Microsoft Exchange er dog ikke understøttet i Thunderbird, da det er et lukket format — administratoren for din Exchange konto (virksomheden?) bør tillade brugen af SMTP og IMAP i stedet for Exchange, da det er åbne protokoller, som også er godt understøttet i Linux. Alternativt kan man installere "Owl" som plugin til Thunderbird — men det koster desværre penge. Selvfølgelig kan man også bruge web- versionen af Outlook, og bortset fra at man så ikke kan tilgå e-mail, når man er offline, så fungere det faktisk helt fint.
Linux er bedre end Windows
Jeg kunne nemt påstå, at Linux er bedre end Windows, simpelthen fordi det er gratis, og man I dag stort set kan det samme i Linux, som man kan i Windows. Det holder dog ikke helt i praksis — det skyldes dog kun software problemer, som der ofte er forholdsvist enkelte løsninger på.
Nogle hardware udviklere understøtter heller ikke Linux særligt godt, og derfor må Linuxudviklerne selv prøve at understøtte forskellig hardware, og det lykkedes ikke altid lige godt. Hvis man er opmærksom på problemet, så er det dog til at overkomme. Det lader da også til, at det sjældent betyder noget, da open source driverne fungere fint til det meste.
Det kan også siges, at de samme programmer som laves til Windows, også kan laves til Linux.
Brugerne tilbringer i dag en stor del af deres tid i en web browser, og vil derfor ikke bemærke, at de bruger en Linuxdistribution, så længe de holder sig til browseren. Selve skrivebordsmiljøet fungere dog også virkeligt godt i dag — ikke nødvendigvis bedre end i Windows, men mange af børnesygdommene er for længst lagt i graven. Nye brugere behøver ikke at kende terminalen mere, for at kunne være med, og det er et stort fremskridt.
Studerende eller i job som Linuxbruger?
Som studerende er pengepungen en stor motivation for, at benytte sig af gratisprogrammer og open source; og der er penge at spare — rigtig mange penge.
Bemærk. Jeg har tidligere skrevet om Adobe's Annulleringsgebyrer i forbindelse med mit studie
Jeg har selv været studerende Linuxbruger; og har brugt Linux flittigt, både under min uddannelse til Multimediedesigner, og senere også i mit arbejde som webudvikler. Ulempen kan være, at der stilles et meget firkantet krav om, at man bruger Adobe pakken på studiet — men det er ofte til at finde programmer, som kan læse filerne alligevel. Desuden bruger man meget browser-baserede værktøjer, enten i form af internetversionen af Microsoft Office eller Google documents — der er derfor rigeligt med muligheder.
Faktisk vil jeg næsten påstå, at der ikke er den store forskel på at bruge Linux og Windows mere. I det daglige bemærker jeg stort set ikke, at jeg bruger Linux, og jeg oplever det næsten altid som en fordel. Windows har nogle underlige forstyrrende elementer, som ofte giver brugerne problemer; de automatiske og tvungne opdateringer kan være meget forstyrrende, når de bliver ført igennem imens man sidder og arbejder med noget. Det er specielt et problem, når der en sjælden gang opstår fejl i kølvandet på en opdatering. I Linux miljøet bestemmer vi helt selv, hvornår vi vil både downloade og installere opdateringer.
Uden at have undersøgt det nærmere, så er kravene nok meget ens på de fleste studier, og du skal derfor forberede dig på, at alt software ikke er lige kompatibelt med Linux. Det skyldes primært de proprietære formater fra eksempelvis Adobe og Microsoft. Men det er egentlig kun et problem, hvis en medstuderende vælger at gemme en fil i et lukket format, i stedet for at bruge åbne filformater. Hvis man bruger Google Documents, så er det ikke noget problem, fordi man så nemt kan hente det foretrukne format selv.
Adobe pakken og Linux
For en Linux bruger, der er Adobe lidt en klods om benet på studiet til Multimediedesigner; her kunne man med fordel have benyttet flere gratisprogrammer i undervisningen. Eksempelvis kan Inkscape, langt hen ad vejen, erstatte Illustrator, når der skal laves .svg filer og vektor grafik.
De ting vi lavede på studiet var for det meste meget simple småting; men lejlighedsvis brugte vi også Adobe XD til UI/UX Design opgaver. Det var egentlig ikke noget jeg selv oplevede som en fordel, i forbindelse med design af hjemmesider, så det program kunne man godt helt droppe i undervisningen.
Hvis du regner med at skulle bruge Adobe på dit studie, så er det bedst at have Windows klar i en dual boot opsætning med Linux; det gjorde jeg også selv, selvom jeg mega sjældent havde brug for det.
Ulempen kan lidt være, at det er en smule forvirrende at have flere forskellige programmer, som man bruger til de samme ting. Dvs. Ofte ville jeg bruge nogle helt andre programmer i Linux, end hvad mine medstuderende brugte i Windows og på Mac. Det betød så også, at lærene ikke kunne finde ud af, hvordan mine programmer fungerede. Det passede mig dog fint, da jeg alligevel, næsten. aldrig spurgte lærene om noget.
Efter studiet og på arbejdet
Når man er færdig med at studere, så går det heldigvis meget nemmere; her bestemmer vi, stort set, helt selv hvad for software vi ønsker at bruge. Dvs. Med enkelte undtagelser, som eksempelvis Microsoft Exchange, så er der egentlig ikke de store problemer.
Det jeg bemærker, det er at arbejdsgiverne, eller kunderne, ofte benytter sig af opsætninger som er bøvlede, og til tider risikable at gøre sig afhængig af; det er ikke fordi, at jeg er direkte modstander af proprietære systemer, men det kan være risikabelt, eksempelvis hvis de pludselig bliver lavet om uden vores samtykke, og vi så skal bruge tid og penge på at tilpasse os ændringerne.
Der er ikke nogen som kommer og siger til dig, at du ikke må bruge Gimp og Inkscape til grafisk arbejde, og dine kunder vil heller ikke vide, eller bekymre sig over, hvilke programmer du har brugt; I sidste ende er det produkt-kvaliteten det handler om, og den vil ofte være tilsvarende eller højere.
Privat har jeg tidligere oplevet, at Microsoft pludselig har droppet support på deres e-mail klienter; og ikke nok med det — de har endda erstattet udemærkede gratis klienter som Windows Live Mail og Outlook Express med en indbygget klient i Windows 10, som er meget dårligere. Det er et godt eksempel på, at man altid skal bruge åbne formater og open source programmer, hvis det er muligt.
Abonnementsmodeller
Rent principielt er der måske også noget etisk forkert ved, at virksomheder i stigende grad går over til abonnementsmodeller med deres software. Hvis tilsvarende funktionalitet er tilgængelig via open source, så synes jeg vi bør give vores støtte til open source i stedet for.
Både privat, og i forbindelse med mit arbejde, der har jeg ikke råd til, at betale til alle mulige abonnementsløsninger; derfor har jeg valgt at bruge Linux og open source programmer i stedet for de proprietære programmer. For mig er det ligefrem de proprietære programmer som er alternativer til gratisprogrammerne.
En af fordelene ved abonnementsløsninger, når det kommer til clouden, kan være, at man nemt kan tilgå ens filer i skyen (clouden) på tværs af enheder; dog kan vi, også her, finde alternativer i open source miljøet. Jeg begyndte selv at bruge Nextcloud da DropBox droppede understøttelsen på den kryptering jeg brugte på min bærbar computer — igen et eksempel på hvorfor open source ofte er bedre og mere pålideligt end proprietære systemer. Alternativet ville være, at jeg skulle bruge en masse tid på, at geninstallere hele systemet, for at kunne fortsætte med at bruge DropBox — det er ikke holdbart.
Fortæl os hvad du tænker: